Spørgsmål og svar vedr. Solceller
Er solfangeranlæg og solcelleanlæg det samme?
Nej - der er meget stor forskel på de to teknologier. Solfangeranlæg producerer varmt vand, mens solcelleanlæg producerer elektricitet. Disse 2 typer anlæg forveksles dog meget ofte i medier og i pressen.
Er det korrekt at solcelleanlæg er en ekstremt dyr løsning?
Nej - intet er mere forkert. De sidste års udvikling med rentable og æstetiske løsninger, har været en stor succes. Derudover er prisen på råmaterialet (selve solcellerne) faldet markant i den seneste periode, så solcelleanlæg nu kan anskaffes langt billigere, end mange er bekendt med.
Hvor meget strøm producerer solcellepanelerne?
Det afhænger af hvordan panelerne er orienteret i forhold til solen, og ved hvilken hældning.
Hvor lang er tilbagebetalingstiden på et typisk solcelleanlæg?
Det afhænger af anlæggets ydelse og den fremtidige pris på elektricitet. Den fremtidige prisudvikling på el er ganske svær at forudsige, men generelt er el-prisen over de sidste 35 år steget med ca. 7% i gennemsnit pr. år. I gennemsnit ligger tilbagebetalingstiden for vores anlæg på mellem 12-15 år, men man skal være varsom med at udtale sig om tilbagebetalingstider, da det afhænger af en lang række faktorer og specielt de forudsætninger som opstilles til den fremtidige forventning til el-prisen.
Kan solpanelerne virkelig lave 230 V vekselstrøm?
Nej, men det kan den vekselretter (inverter) som følger med i pakken. Panelerne laver jævnstrøm (DC) og omformes via vekselretteren til vekselstrøm (230 Volt AC). Vekselretteren tilsluttes husets øvrige installationer og sender strømmen "baglæns" til el-nettet.
Hvor mange penge sparer jeg ved at lave min egen strøm?
Du sparer det producerede antal kilowatt timer (kWh) * den aktuelle pris på kWh fra dit el-selskab incl. moms og afgifter. I øjeblikket er gennemsnitsprisen ca. kr. 2,00 / kWh. F.eks. vil et 4 kW anlæg placeret mod syd og med hældning på 40 grader (optimal placering) producere 3.576 kWh x 2,00 kr /kWh = kr. 7.152 i år (2011)
Er det smart at kombinere solpaneler og solvarme?
Nej, men man kan sagtens have begge anlæg uafhængigt af hinanden, monteret på sit hus så man både har en strømproduktion og produktion af varmt vand til opvarmning mm. Det giver rigtig god mening. Desværre er der endnu ikke mulighed for at kombinere disse 2 teknologier i ét anlæg. Selv om det lyder oplagt, er der i realiteten tale om to meget forskellige teknologier. Solvarme er "lav-teknologisk", og kræver noget vedligeholdelse. Solceller er modsat "høj-teknologisk" og kræver i praksis meget lille eller ingen vedligeholdelse. Derfor er det endnu ikke lykkedes at sammensætte de to teknologier til noget fornuftigt - trods mange forsøg.
Hvor meget betyder skygger på mit tag?
Det betyder rigtig meget. Alle solcellerne er serieforbundne, så skygges bare et lille hjørne af panelerne påvirkes hele produktionen. Man kan sammenligne det med en vand-slange. Bøjer man den på midten kommer der mindre eller ingen vand ud, ligegyldigt hvor lang den er og hvilket tryk der er i den anden ende. Det er derfor vigtigt at placere anlægget på en flade der er skyggefri i tidsrummet mellem kl. 9-17.
Hvad er anlæggets forventede levetid?
Solpanelerne er designet til at holde i over 30år. Der gives 25 års garanti på at ydelsen maksimalt reduceres med 20%. Montagesystemet er stål og aluminium og holder i mindst samme tidsrum. Vekselretteren er alle solstrømsystemers svageste punkt. Vores erfaringer er, at vekselrettere holder i mange år. Dvs. mindst 10 år. De er designet til 20 års levetid. Vi giver 5 års garanti. Vores forventning er at vekselrettere de kommende år vil falde i pris på linje med computerudstyr. Der er derfor grund til at tro at en eventuel udskiftning af vekselretteren efter f.eks. 20 år, kan være relativ billig.
Hvad sker der med prisudviklingen på solcellesystemer?
Prisen for anlæg er i de sidste 20 år faldet gennemsnitligt med ca. 7% årligt. Modsat har der været en tendens til at der efterspørges større og større anlæg for at dække husholdningernes øgede el-forbrug. Vi forventer at den fremtidige pris på råmaterialet (selve solcellerne) vil fortsætte den faldende tendens. Man skal dog være opmærksom på, at der også har været perioder hvor solcelle priserne er steget. Ydermere vil prisen på monteringen også svinge ift. konjunkturerne i samfundet.
Jeg vil gerne installere panelerne på et tag, der vender mod øst. Kan det betale sig?
Ja, men tilbagebetalingstiden bliver ca. 25% længere.
Kan panelerne sikre strøm i huset under strømsvigt?
Nej. Vekselretteren føler om der er strømsvigt. I det tilfælde lukker den ned efter ca. 50 millisekunder. Ellers kan det være livsfarligt for elværkets reparatører.
Hvad bliver der af overskuds-strømmen på dage, hvor solen skinner kraftigt, og der kun er et lille strømforbrug i huset?
Det afhænger af om du har en måler, der kan "løbe baglæns". Har du ikke det, bliver strømmen tabt.
Skal elværket eller kommunen godkende mit sol-anlæg?
De skal ikke godkende det, men anlægget skal stikanmeldes. Det kan vi gøre for dig. Men du skal naturligvis være opmærksom på lokalplaner. Området kan være fredet, eller der kan være servitutter som forhindrer opsætning. Men som regel er det problemfrit at installere et anlæg.
Skal min husforsikring ændres, fordi jeg installerer solpaneler?
Anlægget bliver normalt opfattet som løsøre. Det vil sige, at din indboforsikring skal hæves til at dække anlægget. Men et lille anlæg burde ikke give anledning til forhøjelse af forsikringen. Du bør tjekke det hos dit forsikringsselskab.
Kræver et solcelleanlæg meget vedligeholdelse?
Nej, selve solcelleanlægget kræver stort set ingen vedligeholdelse. Solcellemodulet kan, hvis man ønsker det, afvaskes årligt med en fugtig klud. Derudover kan du tjekke om taggennemføringen stadig er tæt og evt. efterspænde fastgørelsen af panelerne i montagesystemet. Står der træer tæt på huset bør grene klippes ned hvis de er vokset så meget, at de kan skygge for solcellemodulerne og derved mindske ydelsen.
Kan jeg senere tilkoble flere solcellemoduler og mindske elregningen tilsvarende?
Naturligvis. Er du startet med et mindre anlæg kan du senere parallelt tilkoble nye paneler med samme ydelse for at få et større anlæg. Dog skal invertere også passe med den øgede effekt, hvilket kan kræve en større konverter.
Hvordan kan jeg se hvad anlægget yder og dermed mindsker el-regningen?
Er der monteret en ekstra måler for solstrømmen kan ydelsen direkte aflæses derpå. Går din måler i stedet baglæns, kan vi montere en produktionsmåler, lige før strømmen går ind på nettet.
Skinner solen nok i Danmark til, at solcelleanlæg er effektive?
Ja det gør den faktisk. Geografisk skal man sydligere end Bayern i Tyskland før solindstrålingen er markant højere end i Danmark. Naturligvis er betingelserne markant bedre i sommer månederne i Danmark end i vinterhalvåret, men alle anlæg er dimensioneret ud fra en forventet produktion over en 12 måneders periode - et såkaldt "normal år".
Hvornår er der solenergi nok til at solanlægget producerer noget?
Selv når det er gråvejr kan solanlægget producere strøm. Dog er mængden af strømproduktionen afhængig af solindstrålingen (direkte og diffus lys). Er solindstrålingen mindre end ca. 1/10 af en god sommerdag, kan anlægget ikke producere strøm.
Bliver mit hus mere eller mindre værd, når jeg installerer solpaneler?
Det må antages at huset stiger i værdi, grundet prestige - miljø - selvforsyning og ikke mindst besparelser på elregningen.