PRESSEMEDDELELSE
Ny landsdækkende aftale skal få intelligent solenergi hurtigere ud til danskerne
SIF Gruppen og Watts indgår strategisk partnerskab, der skal sikre hurtigere og mere effektiv udrulning af intelligente solcelleløsninger i hele Danmark. Den grønne omstilling rykker tættere på de danske hjem og virksomheder.
Fra venstre mod højre: Anders Spur, Director of R&D and Operations hos Watts, Per Madsen, CEO & stifter af Watts, Peter Ebskov, Markedschef hos SIF Gruppen, Thomas Bloksgaard, Operations & Installations Manager hos Watts, Christian Eriksen, Direktør for eMobility & Infrastruktur i SIF Gruppen og Asger Juhl, Installations- & Udviklingschef i SIF Gruppen.
Med en ny landsdækkende partnerskabsaftale samler Watts og SIF Gruppen kræfterne for at få intelligent energistyring hurtigere ud til kunderne. Fra første installation til løbende service.
Aftalen, som blev underskrevet fredag den 24. oktober, er en del af det strategiske samarbejde mellem SIF Gruppen og Andel, der ejer Watts. SIF Gruppen skal levere installation og service af Watts’ intelligente solcelleløsninger i hele landet, så både private og erhverv får lettere adgang til at styre deres egen energiproduktion.
”Vores samarbejde er startet langsomt op, da vores fokus har været at holde en tæt dialog om at finde den rette model til at understøtte Watts’ installationsbehov. Det har været en givtig proces, og nu har vi fundet den rigtige løsning! Det er en landsdækkende aftale, vi har indgået, hvor SIF Gruppen leverer installation og service af Watts’ intelligente solcelleløsninger til både det private marked og erhverv,” siger Peter Ebskov, Markedschef hos SIF Gruppen.
“For Watts er det helt afgørende at have de rette samarbejdspartnere. Vores installatør repræsenterer os direkte ude hos kunderne, og her har SIF Gruppen allerede vist, at de kan levere kvalitet og godt håndværk. Med denne aftale kan vi skalere hurtigere og gøre det muligt for flere danskere at tage aktivt del i den grønne omstilling med vores løsning, som vi kalder Watts Homegrid,” siger Anders Spur, Director of R&D and Operations hos Watts.
”Aftalen og løsningen bliver en del af SIF Gruppens nye brand, SIF Energi, hvor vi i forvejen arbejder med grønne løsninger i forbindelse med installation af ladestandere, solceller og varmepumper for en række kunder. Jeg ser frem til at udvikle os sammen med Watts, hvor vi bl.a. ser en synergi i at kunne tilbyde disse solcelleløsninger til vores øvrige kunder,” fortæller Christian Eriksen, Direktør for eMobility & Infrastruktur i SIF Gruppen.
For SIF Gruppen er partnerskabet en naturlig forlængelse af virksomhedens strategi om at være blandt landets førende leverandører af grønne tekniske løsninger.
Aftalen med Watts står ikke alene. Gennem flere år har SIF Gruppen leveret installationsløsninger til Clever og i september måned underskrev de desuden en eksklusiv partnerskabsaftale med Andel Energi.
Om parterne
Om SIF Gruppen
SIF Gruppen er en mere end 100 år gammel teknik- og installationsvirksomhed grundlagt i 1918. Fra at være en lille installationsforretning fra Skovshoved har SIF Gruppen udviklet sig til en mellemstor virksomhed, der dækker alle områder inden for installation, teknik og service. SIF Gruppen beskæftiger over 500 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Søborg samt yderligere 7 lokalafdelinger rundt om i landet.
Om Watts
Watts er en teknologivirksomhed i Andel-koncernen, der arbejder for at accelerere den grønne omstilling. Vi giver danskerne frihed til selv at styre deres energi og gøre grøn strøm til en ressource, de har kontrol over. Løsningen er Watts Homegrid: et system, der optimerer energiforbruget, køber strøm, når den er billigst, og sælger, når det giver mest værdi. Helt automatisk. Watts har hovedsæde i Køge samt lokationer i Aalborg og Vilnius.
Kontakter
Christian Eriksen