
Juledonation 2025
Hvilken organisation skal modtage SIF Gruppens juledonation i år?
Hvert år i SIF Gruppen donerer vi et beløb til en organisation, der gør en forskel for mennesker, dyr eller miljø i Danmark.
Du kan være med til at bestemme, hvem vi støtter i år, ved at afgive din stemme her på siden. Nedenfor kan du læse om de seks udvalgte formål – og vælge det, du helst vil bakke op om.
Afstemningen er åben frem til den 1. oktober.
Tak fordi du er med til at støtte et godt formål.







Hvorfor give din stemme til Autismeforeningen?
Med din stemme støtter du arbejdet for et mere rummeligt samfund, hvor mennesker med autisme og deres familier får bedre støtte og forståelse.
Autismeforeningen tilbyder gratis rådgivning, lokale netværk, fællesskaber og kurser for både autister og pårørende. Foreningen arbejder politisk for mere inkluderende skoler, tilpassede beskæftigelsesforløb og bedre adgang til hjælp i sundhedsvæsenet.
Hvorfor give din stemme til Colitis-Crohn Foreningen?
Med din stemme er du med til at give støtte og håb til mennesker, der lever med kroniske tarmsygdomme som colitis ulcerosa, Crohn’s og IBS.

Colitis-Crohn Foreningen tilbyder professionel rådgivning, online og lokale netværk samt oplysning om livet med usynlige, men ofte invaliderende sygdomme. Foreningen arbejder desuden for bedre behandling, mere forskning og mindre tabu.

Hvorfor give din stemme til Dyrenes Beskyttelse?
Med din stemme støtter du Danmarks største dyreværnsorganisation i deres arbejde for at redde, beskytte og tale dyrenes sag.
Dyrenes Beskyttelse hjælper hvert år tusindvis af dyr i nød – både familiedyr og vilde dyr. De driver internater og vildtplejestationer, efterforsker dyremishandling og påvirker lovgivning for bedre dyrevelfærd. Organisationen arbejder også for mere bæredygtig husdyrproduktion og øget respekt for dyr i vores samfund.
Hvorfor give din stemme til Ensomme Ældre?
Med din stemme er du med til at bekæmpe ensomhed og isolation blandt ældre, som ofte står uden netværk, støtte og livsglæde.

Fonden Ensomme Gamles Værn (EGV) har i over 100 år arbejdet for, at ældre med svag økonomi og få sociale kontakter kan få et bedre liv. De støtter sociale indsatser, frivillige initiativer og forskning, der skaber viden og løsninger mod ensomhed i alderdommen.

Hvorfor give din stemme til Ung Revers?
Med din stemme er du med til at støtte børn og unge, der er vokset op i familier med misbrug – et tilbud, der tilbyder gratis og anonym støtte uden venteliste.
Ung Revers er et landsdækkende, gratis tilbud under Fonden Novavi til børn og unge (0–25 år, dog til 35 år i Odense), som har oplevet stof- eller alkoholproblemer i familien. De tilbyder individuelt tilrettelagte forløb med samtaler, gruppeforløb, chat, SMS eller brevkasse – så de unge kan få værktøjer til at forstå følelser, sætte grænser, og skabe trivsel i hverdagen. Hjælpen er tilgængelig uanset bopæl og kræver ingen henvisning.
Hvorfor give din stemme til Plastic Change?
Med din stemme støtter du kampen for at bremse plastikforurening og skabe en grønnere fremtid for både natur og mennesker.

Plastic Change er en dansk miljøorganisation, der dokumenterer plastikforurening, oplyser om konsekvenserne og arbejder politisk for at ændre lovgivning og forbrug. De samarbejder med virksomheder, skoler og internationale partnere om at skabe cirkulære løsninger, hvor affald bliver til ressourcer.